Min historie

Mit forhold til mad har, så langt tilbage jeg kan huske, fyldt meget i mine tanker og den måde jeg har spist på. Enten har jeg været meget restriktiv i valget af mad – i hvert fald nogle dage eller også har jeg været den tilladende, men i alt for store mængder.

Derudover har jeg været på utallige kure, kosttrends mv. og forsøgt at lægge en plan for at motionere; mindst 5 gange i ugen!

En lille, men måske ikke ukendt hemmelighed er, at jeg hvis jeg tog mig sammen, kom jeg af sted en gang om ugen til en sportsgren, jeg alligevel ikke kunne lide.

I min ungdom har jeg altid tænkt, at jeg var hende den tykke og efter mine børn er blevet født, har det været svært for mig at tabe mig. Både pga. mit forhold til mad og motion, men lige så meget håbløsheden over at kunne tabe mig, da tiden ikke har været til det med fire hjemmeboende børn.

Efter selv at have været igennem processen og uddannelsen som Madmentor, er jeg blevet hjulpet i gang med en rejse ind i større selvindsigt og en accept af min krop – for at jeg kan slippe tankerne og få en mere naturlig, og ikke mindst, rolig tankevirksomhed omkring mad. Jeg har fundet ud af, at det ikke har været tiden, der har været min fjende i forhold til et vægttab, men min tankevirksomhed og ydrestyring fra diverse madregler, som jeg har tillagt min overvægt.

Det, der står klarest, og som har været min bedste læresætning i processen, er den nødvendige kobling, vi bør lave mellem vores tanker og krop, når vi spiser. Det er også det, som har været min største udfordring, da jeg oftest har strammet snøren mellem hoved og krop, når jeg spiste. Bevidsthedsskabelsen omkring kroppen via yoga, meditation og mindfullness-spisning, hvor fokus har været på moderate mængder, at kunne registre følelserne sult og mæthed samt foretage det selvkærlige valg – uanset om det er en cæsarsalat eller en chokoladebar, har været en øjenåbner.

Reduktion frem for restriktion.

Derudover har følelsesarbejdet om det at være bevidst omkring, hvad jeg spiser ”på” og ikke hvad jeg tror min krop har brug for, været med til at kunne passe bedre på den og finde vejen hjem igen; at kunne spise, når jeg er sulten og stoppe, når jeg er mæt  – ligesom da jeg var barn.

Netop vores børn er så vigtige; hvilke rollemodeller og læring giver vi videre til vores børn, ved ikke at passe på vores egne kroppe og sind? Og hvordan kan vi blive bedre? Læs mere her.