Hjem » Udrydelse eller nydelse?

Udrydelse eller nydelse?

  • af

Jeg gjorde det – igen!

  • Udryddelse eller nydelse?

Fordybelsen tager mig- jeg bliver draget ind i min egen verden. Jeg er i gang med at skrive et oplæg. Det er så spændende- og jeg ligger ikke mærke til hvad min krop, min arm og hånd i samarbejde er i gang med.

Slikket ligger lige der ved siden af mig. Jeg har haft for travlt til at pakke det væk. Noget jeg har købt på skiferien. Man kunne få en stor pakke bolsjer for næsten ingen penge på færgen og de smager bare så godt. Lækkert – og jeg har også nydt mange af dem.

Men lige nu skal de udryddes. Uden at registrer det, er min arm taget i fitnesscenteret; Armen kører frem og tilbage mellem bordet og munden.

Da mobilen ringer, bliver jeg hevet tilbage til skrivebordet og min egen tilstedeværelse. Jeg opdager en bunke af slikpapir.

Jeg husker de første bolsjer smagte godt- lidt ligesom de første par armbøjninger kan føles gode at lave og så kommer kampen; kampen om at ville gennemføre de ti armbøjninger, man havde sat sig for.

Trods at jeg til dagligt blandt andet arbejder med andre menneskers forhold til mad, kan det også ske for mig, at jeg kommer ud af en deroute, hvor jeg nødig vil se mig selv-igen. Der har jeg været og jeg arbejder mentalt med det. Ikke hver dag. Ikke hvert minut, men engang imellem. Der er mange strategier til, hvordan man kan arbejde med sit forhold til maden og det at spise i rette mængder- for det lyder så fint, men er så piv svært!

For mit eget vedkommende, kan der være en reel ”fare” forbundet ved at have mad foran mig, som jeg egentlig ikke har lyst til ved første øjekast.

Så kan det kræve en øvre dialog for ikke bare at spise lods. Men dialogen kan kun forekomme, hvis jeg er nærværende- og det kan være rigtig svært, når jeg mentalt er engeret i oplægget, jeg var ved at skrive.

Men smager det 10. mintbolsje egentlig godt?

Så hellere ligge dem væk.

Slik kan nu ligge i fred i mine skuffer for det meste, men helst ikke foran næsen af mig, mens jeg arbejder. Så træder automatpiloten som regel i gang.

Engang blev jeg nødt til at smide mad ud, når jeg havde tilladt mig at nyde noget med mere end 2 gram sukker eller fedt i. Det kunne ikke bare ligge i skuffen til en dag, hvor jeg lige følte lyst til noget. ”Følte lyst til”- ja det gjorde jeg da lige så snart, jeg så noget eller blot tænkte på noget slik.

Ved at være nærværende kan jeg have en dialog med mine tanker og mærke det min krop reelt har brug for. Det lyder måske lidt langhåret? Det kræver øvelse, men det er ikke så indviklet:

Min strategi er noget, jeg i forvejen gør 24/7, men som jeg er bevidst om i svære situationer, nemlig at trække vejret. At trækket vejret helt ned i maven, så den bliver udspilet. Ja, så den viser sig som en stor ballon.

På denne måde kan jeg få tid til en indre dialog og registrer om det blot er vanens magt, som sætter ind eller jeg reelt har lyst til det, som står foran mig.

Denne procedure, redskab eller hvad vi skal kalde det, er ikke kommet til mig hen over natten. Heller ikke efter en måned. Det er en proces, som til tider minder mig om, hvor svært det er. At have været mad-misbruger stopper ikke bare sådan. Det vil nok på en måde altid sidde i mig og til tider minde mig om, at tage mig selv seriøst. At værne om min krop ved at passe på den istedet for at se den som min fjende- også når jeg har travlt.

Vil du arbejde med dit forhold til mad og krop, så kontakt mig for en snak, så vi sammen kan finde ud af, om jeg vil kunne hjælpe dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.