Hjem » 22.000 kr. kan blive den nye kur- med børnene for bordenden!

22.000 kr. kan blive den nye kur- med børnene for bordenden!

  • af
Balanceret madkurv

Regionspolitiker Jørgen Winthers (V) forslag om at give de unge 22.000 kr. til deres konfirmation, hvis de vel og mærke er “normalvægtige”, kan blive en ny kur.

Men det er ikke det værste ved dette forslag.

Forslaget sætter børnene for bordenden, når det kommer til at bære ansvaret for at nå målet; et normalt BMI.

Som barn er du afhængig af dine forældre, dine omsorgsgivere, i mange af livets henseender, men åbenbart ikke, når det kommer til egen krop, ifølge Jørgen Winther.

Hvem tror Hr. Winther giver børnene/de unge maden? Og bliver børn og unge slet ikke påvirket af verdenen omkring dem? Er de nogle særlige skabninger, når det kommer til at tabe sig eller ønskeligt fra Hr. Winthers side, slet ikke tager på i vægt?

Jeg er ikke ude i en enten eller og en beskyldning af forældre i forhold til overvægt, men hvis der er nogen, som skal vise børnene vejen, så er det, de voksne!

Ved forslaget om de 22.000 kr. kunne vi lige så godt sige til de unge; “Hvis du er ligeglad med egne grænser, behov og udviklingen af disse, så stop med at spise, til du får et normalt BMI”. Og efterfølgende vil vi muligvis se en del unge få større overspisninger end de nogensinde har haft før- for det er jo deres 22.000 kr.- og dem må de vel selv bestemme over?

Kureret tror jeg næppe de bliver. For der er ikke noget ved forslaget, som tyder på, at man skal behandle det følelsesmæssige hos dem med overvægt.

Jørgen forklarer sit forslag med, at de unge blandt andet vil få “en interesse i at slanke sig eller bevare vægten” med de 22.000 kr.

Hvis du bare en gang har forsøgt at slanke dig, tænker jeg, du har gjort det med håb om at blive slank som modebladene eller blot en slank ven/veninde. Og har du forsøgt af flere omgange, hvilket de fleste har, vil du måske have bidt mærke i, hvor svært det er, uden at få et kortere eller længerevarende forstyrret forhold til en del madvare og din egen krop.

Når du for en tid har kørt rundt i selvmedlidenheds-hjulet står du af og forsøger igen – med en anden kur.

Uanset hvad der blaffer for næsen af en, om det så er 22.000 kr., får det konsekvensen; at unge med overvægt får et endnu større forstyrret forhold til mad og krop.

I stedet skulle man begynde at se på, hvordan vi kan hjælpe forældrene til børn og unge og de børn/unge, som kæmper med overvægt.

Mit forslag vil være at se bag handlingen:

  • Se intentionen bag det, at den unge endnu engang spiser mere end han/hun har behov for.
  • Ikke vil være social.
  • Ikke vil gå til en fritidsaktivtet.
  • Støtte og guide forældrene i, hvordan de hjælper deres børn til mere hensigtsmæssige mad- og motionsvaner.
  • Tal med børnene og de unge om alternativer til maden. Helt ned hos de små børn, som lige er begyndt at smage på maden, kan vi påvirke som forældre.

Vi kan påvirke dem til at spise efter behov, hvad maven har brug for og mindske “hvad munden har brug for” (snacks mv.).

Det er ikke et enten eller i forhold til sund/usund, motion/ingen motion, lille/stort BMI.

Det er et både og.

Børn er for pokker født med den evne til at spise det, de (deres krop) har lyst til og stoppe, når maven er fyldt.

Denne fine form for indsigt i egen krop og behov, ødelægger de ikke selv. Den er vi som samfund en stor del af med alle de sundhedsmæssige retninger, guruer og nu også økonomiske kure, hvor man beder børnene bære ansvaret for outcome, når de bliver konfirmeret.

Fokus bør ændres; se i stedet bagved børn og de unges handlinger- maden er blot et symptom på, at der er noget, som ikke fungerer i deres liv.

22.000 kr. vil ikke ændre dette.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.